Sommerskjorte

 

Det er på tide, at jeg får vist, hvordan farvningen af skjorter endte. Lige efter farvningen var skjorterne jo en skøn, varm laksefarvet. Efter anvisning fra Rebecca Desnos bog Botanical colour at your fingertips ventede jeg til en uge efter farvningen med at gøre mere for at give farven og stoffet tid til at forbinde sig med hinanden.

 

 

Efter en uges ventetid kogte jeg først skjorterne kort i eddikevand, fordi jeg gik en smule i panik over, at jeg ikke havde brugt en bejdse på stoffet for at få farven til at holde. Bagefter blev de vasket med almindeligt vaskemiddel på 30 grader. Jeg tog chancen og vaskede sammen med en del andet tøj, og farven smittede ikke af.

 

Det endelige resultat

Den færdige farve er meget blegere og mindre varm i farven end før. Det er vel nærmest en slags lyserød nu. Om det skyldes eddikebadet eller den efterfølgende vask, ved jeg ikke. Men jeg tror, at det var eddiken, der gjorde udslaget. Jeg synes dog stadig, at farven er fin, omend mindre overdådig. – Og jeg kan stadig ikke forstå, at den kan komme ud af en avocadosten.

 

 

Hvad har jeg lært?

Der er et par steder, hvor farven er ujævn, og det betyder, at jeg en anden gang vil bruge en større gryde til at farve i.

 

 

Alt i alt synes jeg, at der er kommet en dejlig sommerskjorte ud af det, og jeg har meget mod på at prøve igen både med avocado og andre plantedele. Næste gang bejdser jeg stoffet i forvejen, tror jeg, så jeg er sikker på, at farverne hænger godt ved.

 

Tak til min smukke datter for at agere model!

GemGem

GemGem

GemGem

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *