I går græd jeg over en udstilling af gamle klude, som er det “boro” betyder på japansk. – Eller lidt mere præcist; en udstilling af tekstiler indsamlet af den japanske etnolog Chuzaburo Tanaka i en fattig og kold, nordlig provins af Japan i midten af det forrige århundrede. Det var ikke kun, fordi udstillingen var anlagt med stor pathos, for det var den. Der blev også fermt spillet på nostalgi, men det var meget mere end det. Jeg græd over, at disse fattige kvinder med stor omsorg og skønhedssans igen og igen havde lappet familiens tøj og tæpper med de små strimler af stof, som de nu engang havde adgang til. Der var ikke noget, som gik til spilde, for selv den mindste lap var dyrebar og kunne få tøjet til at holde lidt endnu.

 

 

Stof er en vigtig ressource

Når disse kvinder fremstillede de smukkeste hverdagsting, var det først og fremmest af nød. Dels tog det lang tid at fremstille klæde. Dels havde man i den region ikke adgang til bomuld og andre bløde fibre, men måtte nøjes med den mere hårde hamp. Derfor var hvert lille stykke stof dyrebart, for det var en reel ressource, der repræsenterede tid, arbejde eller omkostning. Mens hampen var fin til sommerbrug, fordi det stof, der kan fremstilles, er løst og fyldt med små huller, som luften kan komme ind og ud af, så er det ikke særlig  velegnet, når det er kold og hård vinter.  Derfor syede kvinderne flere lag sammen i dragterne og stoppede de bearbejde hampfibre ind imellem lagene, så det gav lidt varme. Ud af denne nød kom der de smukkeste tekstiler, lavet med omsorg for at beskytte familiens medlemmer mod elementerne.

 

Fotografier fra udsillingen taget af Kyoichi Tsuzuki

 

Vi har glemt hvor ting kommer fra

Jeg græd også over, at vi i dag i så høj grad har glemt, hvor ting kommer fra, og hvilket arbejde og ressourcer de repræsenterer. I hverdagen kan vi (rige mennesker i den vestlige verden) bare købe det, vi har behov for – og, ikke mindst, alt det vi ikke har brug for. De fleste tænker nok ikke så meget over de ressourcer, ikke mindst menneskelige, der er gået ind i fremstillingen af en eller anden tilfældig dims. Endnu værre, vi glemmer også alt for ofte, at disse ressourcer ikke er uendelige.

Jeg ønsker mig bestemt ikke tilbage til tidligere tiders knaphed og slid, men jeg tror, at der er ting, vi ikke bare kan, men skal, lære af fortidens eksempler. Vi skal blive bedre til at huske på, hvor ting kommer fra. – Og til at forstå, at alting repræsenterer menneskelig og naturlige ressourcer, som ikke bare skal forbruges uden omtanke. En af de ting jeg drømmer om med mit lille butiksprojekt, er at være med til at gøre brugt tøj og tekstiler til en værdifuld ressource igen. En bluse til en 50er virker værdiløs, men den repræsenterer faktisk nogens liv, og mange vigtige ressourcer. Derfor skal vi dels forbruge med omtanke, og dels genforbruge. Her er boro-teknikken en smukt eksempel på, hvordan knaphed og nød kan omsættes til stor skønhed. Jeg har selv i nogle år lappet børnenes og mit eget tøj, når det går i stykker, inspireret netop af boro. Det er noget, som jeg har tænkt mig at arbejde videre med, og jeg håber, at der måske også kan udarbejdes en forretning omkring dette.

 

 

Hvis du er i Tokyo

Udstillingen Boro, som løber frem til marts 2019,  vises på Amuse Muesum i Asakusa, Taito-ku. Det er lige ved siden af det berømte Senso-ji tempel. Hvis man er interesseret i håndarbejde og kunsthåndværk, kan udstillingen på det varmeste anbefales.

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

GemGem

Written by

1 thought on “Boro

Comments are closed.